Brenderup havde sponsoreret hovedpræmien i Dansk Varmblods lotteri i Herning og søndag skulle den heldige vinder trækkes. Tidligere på dagen havde Dorthe Kjær Fredsø fra Svendborg fået et par lodsedler af sin mand og et af skrabelodderne viste sig at indeholde "TILLYKKE-feltet" bag skrabefeltet - altså et lod som kunne komme i betragtning til en af gevinsterne i DV's lotteri.
Men lodderne skal afleveres til DV's lotteri-personale for at kunne udløse en gevinst, og det var faktisk lige ved, at Dorthe ikke fik afleveret sit TILLYKKE lod. Dorthe betegner nemlig ikke sig selv, som en heldig person, og var ved at overbevise sin mand om, at det slet ikke kunne betale sig at aflevere lodsedlen, for "jeg vinder jo ikke alligevel" sagde hun. Men heldigvis fik Dorthe afleveret lodsedlen, for det var netop hendes lodseddel, som Prinsesse Benedikte udtrak søndag eftermiddag i hal M.

Dorthe var ikke selv til stede søndag i hal M, men nogle venner hørte hendes navn blive råbt op, og kunne næsten ikke tro sine egne ører, da vennerne gav hende den glædelige besked. "Det føltes som nogle lange timer inden DV fik kontaktet mig og officielt fortalte mig, at jeg havde vundet hovedpræmien. Man tror jo ikke helt på det, før man nærmest står med traileren i indkørslen", smiler Dorthe.
Faktisk var Dorthe og hendes mand rundt og kigge på ny trailer på messen Hest & Rytter i Herning, men de besluttede, at den gamle måtte holde lidt endnu, "så det var jo helt fantastisk at det blev os, der netop trængte til en ny trailer", fortæller Dorthe.

I februar har Dorthe fået ny dressurhest, en 6 års vallak Dalvangs Centi efter Come Back II og med Limelight til morfar. Dalvangs Centi har allerede indviet traileren, og har hvisket i Dorthes øre, at nu må de snart ud på stævnepladserne sammen...
Vi ønsker TILLYKKE med præmien og HELD OG LYKKE til Dorthe og Dalvangs Centi med fremtiden.
